Der skal ikke mangle noget - historien om AALBORG AKVAVIT

Pernod Ricard (tidligere De Danske Spritfabrikker) er en af Nordens største producenter og leverandører af drikkespiritus. Fundamentet for De Danske Spritfabrikker ved virksomhedens etablering i slutningen af det 19. århundrede var akvavitten.  I dag er vi verdens største producent og eksportør af akvavit og leverer til over 10 geografiske markeder samt Duty Free/Travel Retail.

Virksomheden har eksisteret siden 1881, hvor brændevinsfabrikanterne C.A. Olesen og C.F. Tietgen samlede en række mindre brænderier under navnet De Danske Spritfabrikker. Vores produktion er derfor baseret på gamle danske spiritustraditioner, og mange af produkterne er stadig den dag i dag fremstillet efter de originale recepter.

 

CA Olesen

CF Tietgen
C.A. Olesen C.F. Tietgen


C.F. Tietgen og C.A. Olesen var begge driftige handelsmænd på den tid, og deres fælles mål var at samle en række mindre brænderier for at skabe en virksomhed, der kunne eksportere brændevin til de vinproducerende lande.

Som administrerende direktør ansatte de den polskfødte Isidor Henius. Allerede som 17-årig var han udlært brændevinsbrænder og en driftig mand, når det gjaldt udvikling af nye produkter. Flere af de mærker, vi kender og sætter pris på i dag, stammer netop fra denne tid.

 

Isidor Henius
Isidor Henius


En anden af datidens store kreative profiler var Harald Jensen. Han overtog i 1862 sin fars brænderi i Aalborg og udviklede sin egen akvavit. Harald Jensen lå i skarp konkurrence med Isidor Henius og De Danske Spritfabrikker, indtil han i 1883 solgte sin virksomhed og indgik i den stærke akvavitfamilie.

 

Familien Brøndum havde siden 1840 produceret den kendte BRØNDUM KUMMENAQUAVIT, og i 1893 sluttede familien med de stolte brænderitraditioner sig til De Danske Spritfabrikker.

Anthon Brøndum repræsenterede det gode købmandsskab, mens Harald Jensen tilførte brænderitraditionerne det kreative islæt, der blandt andet afspejlede sig i en innovativ tilgang til brug af krydderier. Tilsammen skabte de det fundament, De Danske Spritfabrikker hviler på den dag i dag.

Danmark havde dengang utallige små brænderier, faktisk over 2500 og heraf 273 alene i København. Efter sammenlægningerne faldt antallet støt, og allerede i 1923 ejede De Danske Spritfabrikker samtlige tilbageværende brænderier i Danmark.

I dag er al produktion og destillerikompetence samlet på vores destilleri i Aalborg, og det er derfor, vores snapsesortiment går under fællesbetegnelsen AALBORG AKVAVIT. Der er i dag 17 forskellige snapse og akvavitter i AALBORG-familien, og historien om de enkelte produkter går helt tilbage til 1840.

Skulle man have lyst til at lægge vejen forbi vores destilleri i Aalborg, er man naturligvis meget velkommen. Der arrangeres mod en beskeden betaling rundture på destilleriet, som også omfatter et besøg i det lille hyggelige akvavitmuseum, der ligger dybt under jorden.

 

www.pernod-ricard-denmark.com kan man læse mere om vores destilleri i Aalborg samt museet.









Historie